“Jeg græder over Narcissus,” sagde søen.”Åh, det forbavser os ikke at du græder over Narcissus,” fortsatte de. “For det var jo sådan, at selvom vi altid løb efter ham igennem skoven, var du den eneste, der fik lejlighed til at frydes over hans skønhed på nært hold.””Men var Narcissus smuk?” spurgte søen.
“Hvem skulle vide det bedre end dig?” svarede oreaderne overrasket. “For det var jo ved dine bredder at han knælede hver dag.”Søen var tavs et øjeblik. Så sagde den: “Jeg græder over Narcissus, men jeg har aldrig vidst at han var smuk. Jeg græder over Narcissus, for hver gang han bøjede sig ud over mine bredder, spejlede min egen skønhed sig i hans øjne… ”
Uddraget er fra Paulo Coelho’s bog “Alkymisten”, og jeg synes det er så smukt – måske fordi stor skønhed altid får mig selv til at græde, og det har længe forundret mig.
Hvorfor denne tilsyneladende sorg over skønhed?
Indtil jeg så, at det er ikke selve skønheden, jeg begræder. Skønheden åbner blot en kærlighedsportal, hvorigennem jeg for et øjeblik er i tættere kontakt med min sjæl – eller universet om du vil.
Skønheden bliver en katalysator for healing. Og tårerne forløser følelserne i en renselse, en katarsis.
Skriv et svar