Lamentation of the dying God – grieving the dissolvement of Patriarchy

Father – for so long we have had our quarrels. 
For so long have I yelled my frustrations at you – 

why don’t you see me as I want to be seen 
why don’t you treat me as I want to be treated
why aren’t you listening to me, the way I want to be heard. 

For so long I have dwelled in the temple of frustration. 
Contemplating the lack I felt in our relation.
The distance. 

Wrestling with the idea that I was somewhat inferior in your eyes.  Painfully aware of my own flaws in what I thought was your eyes. 
In your shadow I felt judged.
Abused.
Disempowered.

Your worldview didn’t seem to have space enough for both of us. 
As if I had to be-little myself to fit in. 

Your rules and agendas seemed intolerable to me.
As stiff and cruel bars of dogma and restraint. 
Your ways seemed to dismiss all of my efforts to stand for myself and speak my truth.
Your tales seemed to never include a hero of my nature – and maybe even shaping the scoundrels in my shape. 
At times I even wondered if you enforced your belief system upon me as a deliberate war against my entire being.

Now my rebellion seems more and more indifferent. 

As a toddler who outlived a tantrum, the energy of my resistance is fading. 

Fading confronting a new phase in our relationship. 
The phase of you leaving me. 
The phase your death. 
The phase of you fading away – slowly releasing your grip on this world. 

And as you become less and less present, I suddenly feel the loss. 
Now I get to witness your dissolving. 
How your hands and arms that used to be so strong and impressive – maybe even scary – are now weak and dressed in the garnment of old wrinkles as a too large shirt dripping from the hanger.

Everything that seem to powerfull and overwhelming about you is slowly and steadily being consumed by your death. 

And in the dimming light of you fading out and away from this realm, I begin to comprehend how much of my entire existence I owe to you. 
No matter our differences.
No matter how much pain your many flaws and imperfections caused me. 

And deep from within cry of sorrow emerges. 
A lamentation for your death, your dethronement and your leaving. 

And suddenly I feel afraid. I feel lost.
As a four year old who lost track of the parent in the supermarket lane and fell the immense and overwhelming felling of abandonment. 

Why Father, are you leaving me?

Witnessing you leaving my world – I realise you are passing the insignia of Authority on to me. To me – your daughter. 

Passing on the Throne, the Crown, the Flail and emblems of Power, Stability and Strength.
And that all we  have been through together was part of your teaching me to be independent. 
You took me through a path of initiation – a path of thousands of years and several lifes.
You taught me how disempowerment looks and feels like – not to shame me, disempower me, dominate me og chain me – but to teach me, prepare me and refine my skills. 

I would not have learnt to master the elements and subtle realms protected and safeguarded in a pleasant nursery of joy and recognition. 

I could not have strengthened my ability of being me in spite of hardship if raised in all bliss and pretty-ness.

And now I lament your leaving. 
Now my heart aches like a child loosing her father. 
Now I see how you got me this far.
And I am still alive.
Carrying the worthiness of the path I have walked. 
Would I ever have started walking without your harsh push?

Now I see have your structured dogmatic world system took me from chaotic lawlessness, living on a day to day basis and cultivated it, moulded it into a structure that provided me with food enough to survive, with abundance enough to free resources enough to create culture and beauty. 

I lived in your house and under your rules. And were they always fair?
No.
Not at all.
Did everyone had to sacrifice some autonomy to make this happen?
Yes. 
Did somebody suffer. Yes. 

Still – I cry a river.
Mourning the collapse of the safety and structure that the very same world I have been rebelling against as toddler and teen actually provided for me. 
And I feel lost.
I knew who I was in comparison to you.
With you gone – you who created me – I am not sure who I am in a world without you.
I have never experienced it. 

Invisible to my eyes you provided me with safety and structure.
With tradition and rules to rely upon.
And I will honor what you taught me: to honor myself.
To honor what and who I am.
And to discover what the daughters way of raising new generation is.
With integrity to who I am.
Just as you showed integrity to who you were.

May you rest in peace.
May we be able to fully appreciate your gift of light.
May we be able to fully comprehend the imperfections of that gift – acknowledging where we are called into service of improving it as we take the throne left by the dying father and continue the work and the watch. 
Now we hold it.

The Authority. 

I will pick it up.
I will take the Throne.
I will begin my Regency.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få den gratis guide: Livsformålet i dit Fødselstal
.

AKTUELT

LIVSFORMÅLet I DIT FØDSELSTAL Når vi kender vores største potentialer og udfordringer, er vi godt klædt på til at realisere vores drømme.
Vil du kende dine kvaliteter, naturtalenter og udfordringer? BOOK HER

DIN LIVSRYTME OG TIMING Hvilke af dine unikke kvaliteter og udfordringer kommer særligt i spil i netop dette år? Hvornår har du medvind og hvornår har du modvind? Hvilke temaer er på spil?
BOOK HER

FØLG MED PÅ INSTAGRAM

Lad os lige tage den et spadestik dybere .... hvem spørger du selv om hjælp?
Der er sandhed i sætningen "Som du spørger, får du svar". 

Dvs. at du faktisk har mulighed for at dirigere dine spørgsmål i en frugtbar retning fremfor en drænende.

En af de vigtigste lektioner jeg selv har lært er, at jeg spørger efter det svar jeg gerne vil have. Ikke i ordlyden, men i energien bag. 

Jeg lufter ikke nye store visioner til påskefrokosten med min familie. Jeg deler gerne resultaterne, når de er skabt.

Jeg stiller ikke spørgsmål til facebook-masserne, som jeg ønsker et klart svar på eller som kommer fra et sårbart sted. 

Og uopfordrede velmenende råd bliver "takket for omsorgen, men ellers tak" - og tro mig - det spirituelle miljø har nærmest perfektioneret de grænseoverskridende "kærlige" råd.

Sandsynligheden for at min vision og energien i den bliver forplumret af andres (ofte begrænsede og altid dybt personlige) udsyn er næsten 99,9%

Til gengæld har jeg et crew af personer, hvis evne til at spejle mig, åbne mine blinde vinkler og perspektivere en problemstilling, jeg stoler på. 

Og jeg fungerer selv som "medlem af bestyrelsen" for mine 1:1 klienter. 
Ikke fordi jeg VED, hvad der er bedst for dem - det gør jeg mig faktisk ingen illusioner om, at jeg ved noget som helst om. 
Men fordi jeg kan holde et rum, hvori de trygt kan undersøge deres egne spørgsmål, og få støtte til at udvide perspektivet udover deres blinde vinkler, når det er nødvendigt. 

Jeg møder aldrig op med en agenda for, hvad en klient skal opleve. Jeg dikterer ikke, hvad de skal gøre - for deres udvikling er deres vej. Jeg kan kun åbne dørene og kaste lys på den, men de er altid deres sandhed vi navigerer efter. 

Spørger du til råds de forkerte steder?

Kommer du til at åbne visioner i et goldt landskab - og kender du til at opleve, hvordan energien af visionen nærmest fiser ud som en luften af en ballon, indtil visionen bliver så flad, at du slet ikke kan forstå, hvorfor den vakte så meget begejstring til at begynde med?

Når du begynder at dele dine ideer og visioner i frugtbart felt - eller dine udfordringer og problemstillinger i et nysgerrigt og ikke-dømmende, så sker der store ting.
Lad os lige tage den et spadestik dybere .... hvem spørger du selv om hjælp? Der er sandhed i sætningen "Som du spørger, får du svar". Dvs. at du faktisk har mulighed for at dirigere dine spørgsmål i en frugtbar retning fremfor en drænende. En af de vigtigste lektioner jeg selv har lært er, at jeg spørger efter det svar jeg gerne vil have. Ikke i ordlyden, men i energien bag. Jeg lufter ikke nye store visioner til påskefrokosten med min familie. Jeg deler gerne resultaterne, når de er skabt. Jeg stiller ikke spørgsmål til facebook-masserne, som jeg ønsker et klart svar på eller som kommer fra et sårbart sted. Og uopfordrede velmenende råd bliver "takket for omsorgen, men ellers tak" - og tro mig - det spirituelle miljø har nærmest perfektioneret de grænseoverskridende "kærlige" råd. Sandsynligheden for at min vision og energien i den bliver forplumret af andres (ofte begrænsede og altid dybt personlige) udsyn er næsten 99,9% Til gengæld har jeg et crew af personer, hvis evne til at spejle mig, åbne mine blinde vinkler og perspektivere en problemstilling, jeg stoler på. Og jeg fungerer selv som "medlem af bestyrelsen" for mine 1:1 klienter. Ikke fordi jeg VED, hvad der er bedst for dem - det gør jeg mig faktisk ingen illusioner om, at jeg ved noget som helst om. Men fordi jeg kan holde et rum, hvori de trygt kan undersøge deres egne spørgsmål, og få støtte til at udvide perspektivet udover deres blinde vinkler, når det er nødvendigt. Jeg møder aldrig op med en agenda for, hvad en klient skal opleve. Jeg dikterer ikke, hvad de skal gøre - for deres udvikling er deres vej. Jeg kan kun åbne dørene og kaste lys på den, men de er altid deres sandhed vi navigerer efter. Spørger du til råds de forkerte steder? Kommer du til at åbne visioner i et goldt landskab - og kender du til at opleve, hvordan energien af visionen nærmest fiser ud som en luften af en ballon, indtil visionen bliver så flad, at du slet ikke kan forstå, hvorfor den vakte så meget begejstring til at begynde med? Når du begynder at dele dine ideer og visioner i frugtbart felt - eller dine udfordringer og problemstillinger i et nysgerrigt og ikke-dømmende, så sker der store ting.
1 uge siden
View on Instagram |
1/4
"Tror du Gud sladrer? - nej vel
Hvordan kan det så være han har fortalt dig, hvad der er bedst for mig?"

Jeg kan ikke huske omstændighederne for denne udveksling ... men den er relevant som aldrig før. 
Og den taler ind i de velmenende råds forbandelse. 

De velmenende råd bor i os alle - og melder sig gerne på banen forklædt som kærlige beskeder ;-)

Og når man er intuitiv eller energisansende, så kan de endda komme med et stærkt kald til at dele. Men uopfordrede råd er ikke en hjælp. 

Tag det ind: uopfordrede råd er ikke en hjælp. 
Uanset hvor kærlig intentionen er bag. 

Se jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved ønsket om at hjælpe. Det handler mere om en fintuning ind i, hvad er reelt en hjælp?

Tænk over det: 

Når vi selv synes, vi har det bedste svar på en andens problem - så er det i virkeligheden en projektion. 

Og kommunikationen under det velmenende uopfordrede råd er: "Du besidder ikke selv alle svarene. Jeg ved bedre end dig, hvad der er godt for dig". 

Omstændighederne hvor det budskab bliver leveret i, er ofte et sårbart felt i forvejen. 

For de stærkeste impulser til at "hjælpe" sker jo til dem, vi opfatter som havende brug for hjælp - også selv om de ikke har spurgt efter den. 

Og oftest hindrer det faktisk mennesker i åbnet at dele deres udfordringer - fordi afgrunden af velmenende uopfordrede råd pludselig åbner sig, og gylper al muligt projektionsenergi som er urelevant for personen ind i deres energifelt. Med andre ord: De kommer på endnu mere arbejde i en i forvejen sårbar situation. 

Det underminerer deres initiativ og kraft. Og stiller dem ofte i en ringere situation end før, det "gode råd" blev givet.

Men sagen er: Gud sladrer ikke. Du ved aldrig - aldrig - hvad der er bedst for andre. 

Så når vi mærker trangen til at flyve til tasterne og give uopfordrede råd - uanset hvor velmenende de er, så er det op til os selv at holde den spænding. Vende kernen af budskabet om til os selv, og se hvor det i virkeligheden hører hjemme. 

Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe. Men lad poweren komme fra personen, der selv beder om hjælp fremfor at lade dine egne projektioner mudre vandene. 

#orakel #spirituel #projektion #velmenderåd
"Tror du Gud sladrer? - nej vel Hvordan kan det så være han har fortalt dig, hvad der er bedst for mig?" Jeg kan ikke huske omstændighederne for denne udveksling ... men den er relevant som aldrig før. Og den taler ind i de velmenende råds forbandelse. De velmenende råd bor i os alle - og melder sig gerne på banen forklædt som kærlige beskeder ;-) Og når man er intuitiv eller energisansende, så kan de endda komme med et stærkt kald til at dele. Men uopfordrede råd er ikke en hjælp. Tag det ind: uopfordrede råd er ikke en hjælp. Uanset hvor kærlig intentionen er bag. Se jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved ønsket om at hjælpe. Det handler mere om en fintuning ind i, hvad er reelt en hjælp? Tænk over det: Når vi selv synes, vi har det bedste svar på en andens problem - så er det i virkeligheden en projektion. Og kommunikationen under det velmenende uopfordrede råd er: "Du besidder ikke selv alle svarene. Jeg ved bedre end dig, hvad der er godt for dig". Omstændighederne hvor det budskab bliver leveret i, er ofte et sårbart felt i forvejen. For de stærkeste impulser til at "hjælpe" sker jo til dem, vi opfatter som havende brug for hjælp - også selv om de ikke har spurgt efter den. Og oftest hindrer det faktisk mennesker i åbnet at dele deres udfordringer - fordi afgrunden af velmenende uopfordrede råd pludselig åbner sig, og gylper al muligt projektionsenergi som er urelevant for personen ind i deres energifelt. Med andre ord: De kommer på endnu mere arbejde i en i forvejen sårbar situation. Det underminerer deres initiativ og kraft. Og stiller dem ofte i en ringere situation end før, det "gode råd" blev givet. Men sagen er: Gud sladrer ikke. Du ved aldrig - aldrig - hvad der er bedst for andre. Så når vi mærker trangen til at flyve til tasterne og give uopfordrede råd - uanset hvor velmenende de er, så er det op til os selv at holde den spænding. Vende kernen af budskabet om til os selv, og se hvor det i virkeligheden hører hjemme. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe. Men lad poweren komme fra personen, der selv beder om hjælp fremfor at lade dine egne projektioner mudre vandene. #orakel #spirituel #projektion #velmenderåd
1 uge siden
View on Instagram |
2/4
Årets første nymåne transmission bliver frigivet idag - skal du modtage de magiske månetransmissioner?⁠
⁠
Så er alt du skal gøre at tilmelde dig via link i bio - så kommer de hver måned i din indboks.⁠
⁠
Mmmmm .... 2022 venter med magiske muligheder <3⁠
⁠
#præstinde #orakel #magiskmåne #energitransmission #bevidsthed #astronumerologi #himmelskebevægelser #måneenergi #kenddigselv #energi #transformation #somforovensåforneden
Årets første nymåne transmission bliver frigivet idag - skal du modtage de magiske månetransmissioner?⁠ ⁠ Så er alt du skal gøre at tilmelde dig via link i bio - så kommer de hver måned i din indboks.⁠ ⁠ Mmmmm .... 2022 venter med magiske muligheder <3⁠ ⁠ #præstinde #orakel #magiskmåne #energitransmission #bevidsthed #astronumerologi #himmelskebevægelser #måneenergi #kenddigselv #energi #transformation #somforovensåforneden
2 uger siden
View on Instagram |
3/4
Godmorgen skønfolk derude - kl. 11 er det absolut sidste chance for at dykke ind i 2022s Magiske muligheder sammen med mig. ⁠
⁠
Det er online - det er webinar - det er en gave - og det er sidste gang jeg holder det. ⁠
Du kan tilmelde dig og få link straks via link i bio ....⁠
⁠
#orakel #energi #krystalkugle #vision #skaberkraft #trippelfelt #magiskemuligheder #alkymistens2022 #manifestation #energianatomi #overflodogkærlighed #åbningenafdetkosmiskehjerte
Godmorgen skønfolk derude - kl. 11 er det absolut sidste chance for at dykke ind i 2022s Magiske muligheder sammen med mig. ⁠ ⁠ Det er online - det er webinar - det er en gave - og det er sidste gang jeg holder det. ⁠ Du kan tilmelde dig og få link straks via link i bio ....⁠ ⁠ #orakel #energi #krystalkugle #vision #skaberkraft #trippelfelt #magiskemuligheder #alkymistens2022 #manifestation #energianatomi #overflodogkærlighed #åbningenafdetkosmiskehjerte
2 uger siden
View on Instagram |
4/4