Du er en sjæls i en menneskeoplevelse, og når den realitet begynder at vækkes i din bevidsthed, oplever vi en indledningsvis high – en slags spirituel rus.
Denne rus bliver ofte misforstået som spritualitet, som high-vibe eller høj bevidsthed. Og når “hverdagen” så sætte ind, når alt det høje skal integreres i det lave – når sjælen skal dybere ind i menneskeplan, så føles det som et antiklimaks.
Det er her, mange begynder ar tvivle på vejen, værkstøjet eller deres indre spirituelle værdi.
Og instinktivt vil man for enhver pris blive i højden – for den føles bare meget mere rigtigt. Det er her vi føler kontakt til vores højere kvaliteter fordi vi har overskud. Når vi har overskud, så har vi også langt lettere adgang til ædle kvaliteter som medmenneskelighed, rummelighed, glæde, sjov og inspiration.
Dyb spiritualitet er imidlertid IKKE det samme som være glad og rummelig hele tiden. At holde en “høj vibration” ved at undgå konfliktsituationer, tale ens sandhed og stå fast ved den. “Høj vibration” er ikke at undgå smerte, modstand eller kontraster i hverdagen og livet.
Hvis man forsøger at holde konflikter og ubehagelige oplevelser fra livet, ved at insistere på kun at “give næring til det positive”, så splitter man sig faktisk mere fra sit potentiale. Og de spirituelle praksisser vil ikke længere være spirituelle, men en ny dulmepude, og alt hvad spiritualitet handler om, vil langsomt miste sin værdi, effekt og mening i ens liv.
Den dybere spiritualitet i stedet at undersøge ens helhed. Udforske hele paletten af følelser og evner. Både det sure og det søde. Mørket og Lyset. Uden at gøre det ene mere rigtigt end det andet. Uden at dvæle unødigt i mørket, og uden at skeje ud i lyset.
Hele vores palette af følelser er normale. Både medgang og modgang er en del af livet. Og tillader vi ikke alle vores sider – pæne som grimme, mørke som lyse, sårbarheden som styrken, ekspansionen som kontraktionen, overskud som underskud, så dæmper vi hele paletten – også glæden, lyset og meningsfuldheden.
Med andre ord undertrykker du vitale dele af dig selv. Selve din originale skaberkraft. Din sjæl. Din livsvej. Og alle de goder som den åbner for.
Spiritualitet handler om at rumme HELE dig, integrere både din sjælsdel og dit menneskedel.
Når vi kan rumme alting, helet, træder vi ind i helheden. Det som kaldes himmeriget. Og efterlade illusionen om dualiteten – det at vi er adskilt fra os selv, universet og andre.
Forsøget på at fastholde den spirituelle vækkelsesrus er fuldt ud forståelig. Men det er også en flugt fra menneskelivet.
Og det største tab ved den flugt, er at du spalter dit væsen. I en misforstået adskillelse af “rigtigt” og “forkert”. Og dermed mister du adgang til enorme ressoucer, og tilvælger i stedet indre smerte og distance til oplevelsen af helhed.
Det er ikke dit mørke der er smertefuldt. Det er adskillelsen mellem dit mørke og dit lys.
God og spændende læsning