Jeg har taget mange kurser i selvudvikling – som i rigtigt rigtigt mange.
Og jeg har prøvet at miste mig selv i det der var forsøget på at finde mig selv. Og jeg har set rigtigt rigtigt mange andre falde i samme hul.
Jeg tænker det som selvudviklingsfælden.
Selvudvikling handler om at få større kontakt med os selv, vores behov og vores mavefornemmelse.
Og siden vi går på kursus i det – ja, så er det jo nok fordi vi gerne vil blive bedre til det.
Sagen er bare, at vi uden den stærke kontakt til os selv, lynhurtigt bliver præget af de mennesker og den kultur der er i selvudviklingsmiljøet – og det er der ikke noget galt med – tværtimod, det er jo derfor vi sidder på kurset, for at lade os påvirke i en anden retning end det vi plejer.
Men der hvor det misser – det er, når vi ikke får mærket ind i, hvad der er rigtigt for os. At vi glemmer, at vi ikke behøver overtage HELE mindsettet eller alle argumenterne, men at vi bare kan lade os inspirere. Dels så virker alle opskrifter ikke ens for alle – for vi er jo forskellige. Dels så kan vi sagtens ha’ forskellige værdier, ønsker og drømme – og dermed forskellige behov, som ikke alle dækkes af netop det princip eller den lære, man er på kursus i.
Uanset hvad, så er nok den vigtigste lære indenfor selvudvikling, at der ikke er én sandhed. At der ikke er én vej. At der ikke er én kasse som man så må forsøge at mase sig ned i, så man passer.
Jeg er hoppet i denne her fælde mange gange. Og jeg er blevet skuffet og ulykkelig hver gang, fordi jeg ikke kunne få det til at virke. Så jeg følte mig dum og uduelig. Og jeg har set andre faktisk føle sig mindreværdige efter de har været på selvudviklingskursus.
Og det er jo slet ikke meningen.
I takt med at jeg har styrket min intuition og kontakten til mig selv, kan jeg langt bedre søge inspiration ude uden at miste mig selv undervejs. Jeg har lært at turde stole på min egen mavefornemmelse, når der er noget der ikke virker sandt for mig. Og det er måske den virkelige selvudvikling – omend jeg godt kunne ønske en lidt kortere (- og billigere) vej for dig.
For du er din egen mester. Der er ingen der bedre end dig ved, hvad der er godt for dig. Når du altså kan høre den stemme og er i kontakt til dit indre overskud.
Skriv et svar