Kender du den fornemmelse? 
At du følger alle “reglerne”, men at resultaterne alligevel udebliver? Måske synes de endda at flytte sig længere og længere ud af rækkevidde?
Jeg kender den til hudløshed – og jeg har brugt rigtig meget tid i skuffelse, tvivl og sorg over, at netop jeg IKKE kunne få det til at virke, alt det som jeg i hjertet ved er sandt.
At jeg kan deltage aktivt i mig liv, fremfor primært at reagere på det.
At jeg skaber de oplevelser, jeg gerne vil invitere ind i min hverdag.
At jeg – ved at kende mine styrker og udfordringer – kan sætte mig selv op til oplevelsen af succes.
At jeg i samarbejde med min intuition/mavefornemmelse og mine ønsker, kan leve i harmoni med mig selv, og derfor gå stærkere og knapt så påvirkelig gennem modstanden i livet.
Og det virkelige ikke. I lang tid.
Og jeg tænkte – er det bare mig, der er naiv? Har jeg helt misforstået konceptet? Jager jeg en illusion, og vågner jeg en dag op forarmet og forgældet fordi jeg forsøgte at leve på en fantasidrøm?
Indtil det gik op for mig, at jeg lige have “glemt” en detalje.
Jeg fulgte “reglerne” med hovedet – uden at lukke dem ind i mit hjerte.
Fordi det var for farligt, for stort og for afslørende. Fordi hvis jeg lukkede op for at lade visdommen trænge ind, ville min sårbarhed så ikke også kunne trænge ud?
Skriv et svar