
Er du kvinde, og udviser en mand interesse, og er han bare et minimum acceptabel, så er der stor sandsynlighed for, at din indre urkvinde overtager din fri vilje og sætter hele dit hormonberedskab i fuld udblæsning, og faktisk lidt tvinger dig til at kaste din opmærksomhed efter ham.
Med vores logiske hjerne kan vi godt tænke: “Det der – det gælder da ikke for mig” – og måske gør det ikke. Men prøv alligevel at huske tilbage på din sidste herre-forbindelse, og overvej om du ikke kender til:
– altså egentligt var han ikke lige min type, og det skulle bare lige være en kortvarig affære, og nu sidder vi med huslån og 2. barn på vej.
Med andre ord – kender du ikke den del af dig, der efter første kys, allerede er ved at sætte en kæmpe “Happily Ever After”-forestilling op med du og ham i hovedrollerne, er ved at indrette hans stue og lige flytte de ikke så pæne ting ned til storskrald. Og overveje forskellige scenarier fra jeres fælles fremtid. Alt sammen i dit hoved.
Hvorfor det?
Fordi kvinder er relationsbyggere par excellence – vores hjerner er podet med velcro-kvaliteter, der sørger for at eventuelt afkom kan vokse op i så trygge rammer som muligt – og det betyder, at vi instinktivt klistrer os sammen med andet velcro, og nærmest kan føle os i fællesskab med de andre i køen i Netto, alene fordi vi har ventetiden tilfælles.
Det er både smart og knapt så smart – for det betyder, at vi har en tendens til at knytte os til hvem som helst, der har trigget et oxytocinboost i os.
Oxytocin er et velvære hormon, der får os til at føle os godt tilpas og stimulerer nydelsescentrene i hjernen – og bare 10 sekunders kram – MED HVEM SOM HELST – udløser hormonet i kvindekroppen. Forstil dig hvad en aftens flirteri og kysseri så kan udløse af relationshormoner.
(Det udløses også, når kvinder deler informationer med hinanden – hvilket siger en hel del om, hvorfor der virkeligt er noget om snakken om, at kvinder taler mere end mænd).
Og det ved vi jo godt, hvordan det clash’er lidt med vores moderne indstilling til livet og parforholdets samarbejde. Og jeg siger ikke, at det er vores bevidste logiske ønsker – det er det nemlig sjældent. Men det er interessant, at uanset hvor meget vi taler om ligestilling og ligeværd, så er der altså et sæt instinktive hormonelle handlemønstre som vi defaulter til, når vi ikke lige er i overskud til at opretholde de ønsker og valg vi ville tage fra et overskudssted.
Når vi VED, hvad vi har med at gøre på ubevidst instinktivt plan, kan vi langt lettere træffe valg, der støtter og styrker os i længden. Og vælge en partner, der faktisk er mere bæredygtig og langtidsholdbar, end en vi valgte på et midlertidigt hormonfix.
Og det er der absolut intet galt med. Det er skønt og vidunderligt. Og det er også dér, at du kan komme til at forføre dig selv ind i et forhold, inden du overhovedet kender hans kvaliteter, værdier, identitet, hvordan han håndterer modgang og vurdere sandsynligheden for, at han også om 10 år vil smile til dig, når du træder ind i rummet. Om I kan samarbejde og udvikle jer, eller om det overhovedet ikke er hans interesse. For er det så ham, du vil binde dine følelser til?
Giv den gas med kysseri og livsglæde – og tillad også dig selv, at vælge det som er bedst for dig i det lange løb. Is smager godt her og nu, men smelter i det lange løb. Og hvis dit ønske for et parforhold er bæredygtig intimitet, samhørighed og fælleskab, så kik lige din urkvinde i øjnene og gentag efter mig: “Det er dejligt – og måske er det bare oxytocin”, næste gang du mentalt er ved at flytte ind hos en du har kendt i 2 timer. Eller 10 min. Eller har krammet i 10 sekunder.
Skriv et svar